Thea 6 år – 27-12-2015

Baby Thea

For 6 år siden kom et kuld skønne pletter til verden. 11 små banditter. Nu har vi 11 store banditter :-) Stort tillykke med fødselsdagen til Anja, Paw, Marcus, Anton (Dalton), Thea, Balder, Vita, Fregne, Polka, Selma og Wupti.

Thea har haft resten af Birkerød Banden med på tur i Geel Skov. Og nu sover hun tungt i sin sofa.

Vi plejer at gå “fødselsdagsgåtur” i december, men I år har jeg desværre ikke kunnet få det passet ind, så det bliver til en forsinket fødselsdagstur, som vi tager til foråret.

Scanning – 01-12-2015

Thea er blevet scannet her til morgen – og der er desværre tomt derinde :-( Det var absolut sidste chance, så Thea får desværre aldrig nogen hvalpe.

Thea er blevet parret – 04-11-2015

Thea er blevet parret med DKCH, DEVDHCH, INTCH, INTCH, FCICECH, WW11, NORDV12, DKKV11, DKKV12, KBHV10, KBHV11, KBHV12, DKV10, DKV11, DKV12, Markpr. Charletan’s Diktat – så vi håber på hvalpe i slutningen af december 2015.

Vi er Niels og Jenny fra kennel Charletan meget taknemmelige for, at vi har fået muligheden for at lave denne kombination.

Se mere om forældrene under planlagte kuld

Øjenlysning – 20-10-2015

Thea er i dag blevet øjenlyst. Racen kan lide af PRA, men en type, der først kan ses på øjenlysning, når hunden er over 5 år gammel. Og en type, der først giver blindhed, når hunden bliver gammel.

Forskerne leder stadig efter genet/generne, men er desværre ikke kommet frem til et resultat endnu. Vi håber, at det kommer.

Men den gode nyhed er, at Thea blev øjenlyst fri for alle de øjensygdomme, der testet for i en alm. øjenlysning.

Nyt medlem af “Birkerød Banden” – 28-09-2015

Nu må det være på tide at få opdateret hjemmesiden lidt. Tiden flyver jo afsted. Fredag den 11. september 2015 hentede vi nyeste medlem af familien. Sonja er efter Fregne (Take A Stand Attractive Snowflake) og Vaks (Vogd’s Vaks) – og altså et barnebarn til Laura og niece til Thea.

Til daglig skulle Sonja gerne blive Roberts jagtkammerat, og med tiden håber vi, at hun også kan blive vores nye avlstæve.

Hun er allerede faldet godt til i flokken, set lidt forskellige steder og ting – og mødt en masse søde (kendte) hunde i vores lille lokale hundeskov.

Walther 6 år – 21-05-2015

Min søde Walther fylder 6 år i dag. Som det jo byder sig, når man har fødselsdag, har herren selv valgt menuen til aftensmaden. Den bestod af det meste af et forben fra bukkejagtens første nedlagte råvildt – venligst sponseret af Theis :-)

Stort tillykke med fødselsdagen også til brødrene Charlie og Albert – samt søster Alba.

Walther spiser kødben Walther 6 år

Wilma 2 år – 31-01-2015

Wilma 2 år

I dag fylder min lille sorte slyngel Wilma 2 år.

Meget er der sket det sidste år. Den kedelige del var at finde ud af, at hun har rigtig dårlige hofter. Den gode del er, at hun responderer godt på kosttilskud – og at hun den foregående sæson har kunnet deltage på en del jagter.

Så forhåbentlig kan hun være en del af “jagtteamet” de næste mange sæsoner. Hun elsker det i hvert fald.

Ingen hvalpe på vej – 31-01-2015

Thea blev scannet en 23/1 – og der kommer desværre ingen hvalpe i denne omgang. Vi må ud og lede efter en rutineret hanhund til næste løbetid.

Nyheder 2017

Nyheder 2016

Nyheder 2015

Nyheder 2014

Nyheder 2013

Nyheder 2012

Nyheder 2011

Nyheder 2010

Nyheder 2009